Vis mere

                                          Mere om Provence

Vinen er Provences liv og sjæl. Når vinhøsten begynder, strømmer folk til fra alle sider. Landsbyerne tømmes. Flere forretninger lukker det meste af dagen, fordi indehaveren har meldt sig som plukker. Alle taler om Vendangen, vinhøsten. Vinplukning er dybt forbundet med traditioner og det nære forhold til naturen. Provencalerne har gjort det til en folkefest. Der er højt humør mellem vinrækkerne, og de fælles anstrengelser og rygsmerter styrker sammenholdet. Medens den maskinelle plukning er i fuld gang i Bordeaux og andre områder, har man her i Provence hidtil sagt nej til denne "umenneskelige" måde at plukke vin på. Provencalerne slipper nødigt de gamle traditioner. Der findes et utal af gode vine, men det fineste mærke er den kraftige røde Châteaûneuf-du-Pape, Pavens nye slot. Provences køkken er især præget af to ingredienser, der går igen i de fleste retter, olivenolie og hvidløg. Den mest berømte provencalske specialitet er La Bouillabaisse. Det er en fiskesuppe, der først og fremmest skal indeholde: Havål, knurhane og havtudse. En stor kulinarisk oplevelse. Hver landsby i Provence har sin egen historie, sine legender og sine dramaer, og hver by har sin egen festkomité, som står for arrangementerne, hvor man udfører en form for leg til minde om en lokal helgen eller en middelalderlig begivenhed. De fleste landsbyer har eksisteret siden tidernes morgen, hvor et lille samfund langsomt voksede op omkring en borg, som med sit massive fæstningstårn knejsede truende på toppen af en klippeknold. Herfra er den flotteste udsigt. Næsten hver by har rige minder fra den græske og romerske tid. Der er mange middelalderlige huse, hele byer i Provence, der alle er smukt restau­rerede og repræsenterer en idyl uden mage.

France Vacances

Schousgade 9B

DK-8900 Randers

Tlf. +45 86 40 22 36